Flere fik medhold hos ankenævn

Det viser den seneste årsberetning fra Ankenævnet for hotel, restaurant og turisme. 51% af de klager, som nævnet modtog i 2008, fik helt medhold. Det er en stigning på 6% i forhold til 2007.

Ankenævnet behandlede 45 klager fra gæster på hoteller, restauranter og i det øvrige turisterhverv. Heraf fik 23 klagere helt medhold i deres sag, syv klagere fik delvist medhold og 13 fik afslag, mens to sager ikke kunne behandles. Af de 30 sager i 2008, hvor gæsterne fik helt eller delvist medhold, har fem virksomheder ikke efterlevet ankenævnets afgørelse.

Navnene på disse virksomheder bliver offentliggjort på Ankenævnets hjemmeside med det formål at konkurrenter, kunder og leverandører skal kunne holde øje med branchens brodne kar ved hjælp af nogle få klik på internettet. Det vil dog kun være virksomheder uden for Horesta, som risikerer denne offentliggørelse for  Horesta har etableret en garantifond, som sikrer alle gæster i medlemsvirksomhederne deres penge.

De typiske klagesager skyldes uklare aftaler mellem virksomhed og kunde. Det kan være om længden på et arrangement. Det kan også være uenighed om, hvad en forudbestilt middag indeholder, og hvad den koster, eller hvorvidt virksomheden har ret til at opkræve betaling ved for sent afbud eller udeblivelse fra en reservation.

Skrevet af Flemming Juul