Flere flyselskaber afviser planer om køb af Sterling

Finnair afviser prompte en historie fra rejsemagasinet Travel People om, at det finske flyselskab skulle være i gang med at overtage lavprisflyselskabet Sterling.

 

– Vi har ikke nogen planer om at overtage Sterling. Vi overvåger stille og rolig situationen i øjeblikket. Det er en overlevelseskamp lige nu i flyindustrien. Vi er ikke i forhandlinger med Sterling, siger Finnairs kommunikationsdirektør, Christer Haglund, til Ritzau.

 

Dermed ligger det fortsat hen i det uvisse, hvem Sterling forhandler med lige nu om et salg.

 

Norwegian har afvist interesse over for Aftenposten. SAS er heller ikke interesseret.

 

– Vi har registreret, at Sterling er til salg. Men vi har ikke fået nogen henvendelser fra Sterling, og vi har ikke henvendt os til Sterling, siger SAS-koncernens kommunikationsdirektør, Claus Sonberg.

 

Hos Sterling fastholder man dog, at der forhandles på livet løs med henblik på et salg. Men hvem, der forhandles med, holdes hemmeligt.

 

– Jeg kan ikke sige andet, end at jeg har været oppe de sidste 48 timer. Der forhandles, men jeg kan ikke sige med hvem. Min mavefornemmelse siger mig, at det er sandsynligt, det bliver afsluttet i næste uge, siger Sterlings kommercielle direktør, Michael T. Hansen fredag til Ritzau.   

Skrevet af Hanne Aaen Lassen