LUFTFART: En række europæiske flyselskaber er blandt de interesserede i at købe ’stumperne’ fra det måske snart krakkede underskudsgivende Skyteam-medlem, Alitalia.
British Airways, Lufthansa og Ryanair, sidstnævnte er Europas største flyselskab med 120 mio. forventede passagerer i år, er blandt tilbudsgiverne på hele eller dele af kriseramte italienske Alitalia.
Men skal Ryanair overtage hele eller dele af Alitalia, skal der ske store forandringer: En omstrukturering og Ryanair vil have hovedparten af aktierne.
Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, har netop sagt til Italiens største nyhedsbureau, ANSA, at Ryanair kun er interesseret, hvis det kan eje over halvdelen af aktierne i Alitalia. I dag ejer Etihad Airways fra Abu Dhabi 49 pct. af aktierne i Alitalia.
Ligeledes ønsker Michael O’Leary en genforhandling af Alitalias kontrakter med det italienske lufthavnsselskab ADR om lufthavnsafgifter og ikke mindst personalebesparelser.
“Sidste år havde Alitalia 24 mio. passagerer og 14.000 ansatte – i samme år havde Ryanair 120 mio. passagerer og blot 12.000 medarbejdere. Alitalias fagforeninger må se realiteterne i øjnene,” sagde Michael O’Leary til ANSA.
Alitalia kom for nylig under italiensk konkursbeskyttelse. Hvis flyselskabet ikke inden oktober kan tiltrække potentiel køber risikerer det konkurs.
Alitalia står svagt
Selvfølgelig vil mange tusinde ansatte miste deres job hvis det økonomisk hårdt trængte Skyteam-medlem må lukke, men flere flyselskaber er allerede større på italiensk indenrigs eller på udenrigsruter til Støvlelandet.
Alitalia er netop kommet under italiensk konkursbeskyttelse, mens storaktionæren Etihad Airways fra Abu Dhabi, der ejer 49 pct. af selskabet, overvejer fremtiden.
Hjemmesiden anna.aero har analyseret Italien i den nuværende sommersæson. Analysen viser, at Alitalia har 40 pct. af indenrigsmarkedet, men blot ti pct. af flysæderne til og fra Italien på udenrigsruterne.
Ryanair har 25 pct. af flyvningerne på italiensk indenrigs og 31 pct. af de udbudte flysæder.
På udenrigsruterne har Alitalia i årets sommersæson under 10 pct. af flysæderne til og fra Italien – Ryanair har flest med 20 pct., mens Easyjet har 11,5 pct.
Herefter følger bl.a. spanske Vueling, Lufthansa, ungarske Wizz Air, British Airways, Air France, Emirates og Air Berlin.