Flere hoteller ved Københavns Lufthavn

TURISME: Mens der i dag er tre hoteller tæt på lufthavnen, kan der i år komme nyheder om, at der skal bygges yderligere tre. Det kan fordoble antallet af hotelværelser i umiddelbar nærhed af lufthavnen.

Både pensionskassen PFA og byggeselskabet Skanska har hotelplaner i området omkring Københavns Lufthavn. PFA har to hotelplaner i Kastrup-området, et med 300 værelser ved metrostationen Kastrup, stoppet før lufthavnen, samt et på Hedegaardsvej, der ligger tæt på Femøren-metrostation. PFA oplyser ikke hvor mange værelser, det mulige hotel på Hedegaardsvej skal have.

Herudover har Skanska overvejelser om et hotel i nærheden af akvariet Den Blå Planet, efter det oplyste skal det også have 300 værelser, skriver nyhedsbrevet fra Kursuslex.dk

Planerne er endnu ikke så langt, at der er sat navn på hvilke operatører, der skal drive hotellerne.

Direktør for PFA Ejendomme, Michael Bruhn, siger: ”Der foregår undersøgelser med henblik på at etablere hotel ved Kastrup Metrostation samt et ved Hedegaardsvej. Der er stor interesse, og vi forventer en afklaring i første halvår af i år.”

I dag er der tre hoteller ganske tæt på Københavns Lufthavn. 5-stjernede Hilton Copenhagen Airport samt de 4-stjernede Park Inn by Radisson Copenhagen Airport Hotel og Quality Airport Dan Hotel Copenhagen. Til sammen har de lidt over 900 værelser.