Flere kongresser og større besøgstal i Bella Center

I 2012 havde Bella Center, Skandinaviens største kongres- og messecenter, 69 større kongresser (med over 250 personer) sammenlignet med 45 i 2011. Af disse var 26 internationale kongresser, det højeste antal i koncernens historie. Også besøgstallet steg fra 1.108.000 i 2011 til 1.180.000 i 2012.

Stigningen i større kongresser og besøgende er ikke mindst sket på baggrund af Bella Centers seneste forretningsudvikling, Bella Sky Comwell hotel, som åbnede i maj 2011.

”Det rekordhøje antal store, internationale kongresser i 2012 viser, at Bella Center spiller betydelig rolle i at positionere København som en førende mødedestination i Europa. Et af målene med Nordens største hotel, Bella Sky, var netop at blive endnu stærkere på det internationale kongresmarked,” siger Bella Centers adm. direktør, Arne Bang Mikkelsen.

Samlet holdt Bella Center og dets datterselskab Forum Copenhagen 154 arrangementer i 2012.

Bella Center har siden åbningen i 1966 haft 34.268.307 besøgende.