Flere krydstogtskibe til København næste år

Cruise CopenhagenCRUISE: Allerede nu er der tilmeldt det samme antal som i år, og flere kommer til. Samtidig bliver skibene endnu større med flere passagerer. Nye miljøbestemmelser kostede ikke nær så meget som frygtet.

284 krydstogtskibe har besøgt København i år, når sæsonen slutter i december med tre juleskibe. Midt i september er den egentlige sæson forbi. Samtidig ser det ud til, at besøgstallet fra skibene når op på et sted mellem 680.000 og 700.000 turister.

Allerede nu kan Københavns Havn notere, at de nye miljøbestemmelser i Nordsøen og Østersøen ikke blev nær så hård ved trafikken som nogle frygtede, fordi ældre skibe ikke mere må sejle i området med mindre de betaler en dyr form for olie eller påmonterer særlige scrubbers, hvor svovl vaskes ud af udstødningen med vand.

Lignende begrænsninger for CO2-udslippet efter EU’s svovldirektiv gennemføres først i Middelhavet om tre-fire år. Derfor har enkelte rederier flyttet skibene sydpå, men ikke så mange, som man regnede med.

”Vi har allerede nu bestillinger på 284 anløb næste år, og vi ved af erfaring, at flere af de mindre rederier kommer til. Om vi igen når op over 300 tvivler jeg dog på. Til gengæld ved at skibene bliver større og altså medbringer flere passagerer,” siger terminaldirektør Verner B. Hansen til standby.dk.

Han kan glæde sig over, at sæsonen næste år starter tidligere end nogensinde, nemlig med Queen Victorias afgang Jorden Rundt 6. januar fra Langeliniekajen.