Lørdag bisættes Mogens Jacobsen, der for 40 år siden stiftede Jysk Rejsebureau; han døde sidste uge i en alder af 76 år. Gennem ugen er der kommet mindeord, også fra hans gamle rejsebureau.
Mogens Birkedal Jacobsen, der døde fredag i sidste uge på Aarhus Universitetshospital Skejby, grundlagde i 1984 sit rejsevirksomhed Jysk Rejsebureau, der i 2010 blev købt af Kilroy-koncernen.
Birgitte Jacobsen, hans hustru siden 1989, skrev forleden på sin Facebook-side på vegne af sig selv og parrets to sønner, Frederik og Simon:
”I fredags mistede vi vores elskede far og mand til et langt sygdomsforløb. Vi havde en meget fin og smuk afsked med ham i løbet af dagen og han sov stille og roligt ind klokken 15.50 fredag eftermiddag på Skejby Sygehus.
Vi vil gerne sende en stor tak til personalet på Neurologisk afdeling, Skejby Sygehus, som har været en stor støtte og lindring for ham i det lange sygdomsforløb.”
Birgitte Jacobsen tilføjer, at bisættelsen af Mogens Jacobsen finder sted fra Egå Kirke ved Aarhus lørdag (den 29. marts) klokken 11.
Mindeord fra Jysk Rejsebureau
I et opslag på sociale medier skriver Jysk Rejsebureau under overskriften: ”Til minde om Mogens Jacobsen, stifteren af Jysk Rejsebureau:”
Det er med stor sorg, at vi tager afsked med Mogens, der for 40 år siden grundlagde Jysk Rejsebureau, og som gik bort fredag den 21. marts.
Mogens var et hjertevarmt menneske med en ukuelig eventyrlyst, en stor idérigdom og en jernvilje til at lykkes. Han så muligheder, hvor andre så begrænsninger, og han skabte unikke rejseoplevelser langt ud over det sædvanlige.
Hans vision blev til virkelighed, da han egenhændigt opbyggede en farm i Venezuela og skabte unikke rideferier for gæster.
I Filippinerne skabte han sine egne dykkerkrydstogter i det smukke ø-rige, og i Thailand opførte og drev han sine egne hoteller. Med sit unikke syn på, hvordan verden kunne opleves og formidles, byggede han et verdensomspændende netværk, der berigede den frie rejsende.
På (Jysk Rejsebureaus) kontor i Aarhus var Mogens noget helt særligt. Han havde en evne til at få alle omkring sig til at føle sig godt tilpas, og det var næsten en ære at modtage en venlig ”lammer” og blive kaldt fjols med et glimt i øjet – for så vidste man, at man havde gjort det godt.
Vi sender vores dybeste medfølelse til familien, Birgitte, Frederik og Simon,” står der i mindeordene fra Jysk Rejsebureau, der afslutter med: ”Vi mindes Mogens med varme tanker, og hans ånd og eventyrlyst vil altid leve videre i Jysk Rejsebureau.”
Også mindeord fra udlandet
Mogens og Birgitte Jacobsen ejede efter salget til Jysk Rejsebureau fortsat virksomheden Go Beyond, et netværk af servicecentre ude i verden, som stadig er en gratis service til alle kunder hos Jysk Rejsebureau.
Fra Go Beyond lyder det: ”Det er med stor sorg, at vi oplyser at vores elskede medgrundlægger Mogens Jacobsen er død. Alle vi hos Go Beyond sørger over hans bortgang og vi sender vores dybtfølte kondolence til hans familie i denne svære tid.
Mens vi sørger tænker vi også på det store indtryk, Mogens havde på os alle. Hans iværksætterånd, konstante nysgerrighed og totale ærlighed formede på mange måder Go Beyond.
Vi ærer Mogens’ minde ved at forblive loyale til hans visioner om en virksomhed der drives af nysgerrighed, omfavner eventyret og forbliver tro i al sin gøren.”
Standby.dk bragte i mandags denne nekrolog og portræt af Mogens Jacobsen.