Flere sæder på langruter i SAS

sas A350-900_RRFLYSELSKABER: Når SAS fra 2018 får de første af otte nye Airbus A350, øger det antal sæder på langruterne med 20 pct. Investeringen til ca. 19 milliarder kr. på i alt 12 nye Airbus blev truffet for få uger siden – alternativet var Boeings B787.

(Oslo, standby.dk) ”Denne dag er historisk, det er SAS’ bedste nyhed i mange år,” sagde SAS’ driftsdirektør, Flemming Jensen, i går til standby.dk, da SAS på et pressemøde i Oslo præsenterede sin fornyelse af langruteflåden..

I alt investerer SAS tæt på 19 milliarder kr. i otte Airbus A350-900 XWB samt fire af den nyeste version af Airbus A330 Enhanced. SAS har i dag 11 Airbus-langrutefly, fire A330 og syv A340 og betjener med disse fly otte destinationer i Asien og USA. SAS har 30 pct. af sine passagerer på sine langruter.

SAS er atter i offensiven med køb af mange nye fly – der er bestilt 65 Airbus og Boeing-fly til de europæiske ruter.

Med bestillingen i går på 12 nye Airbus-langrutefly fastholder SAS den europæiske flyfabrik som leverandør af langrutefly, der begyndte i 2001. Indtil da var SAS’ seneste langrutefly Boeing 767.

Boeings nyeste langrutefly, B787 Dreamliner, var også i spil til SAS’ langruter – men, sagde SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, i går til standby.dk, ”besluttede SAS for et par uger siden, at købe Airbus.” Blandt de mange årsager var, at SAS hurtigere kunne få Airbus-flyene samt børnesygdomme med B787.

Hos SAS erstatter de nye A330’ere selskabets mere brændstofslugende A340’ere – de nye A330’ere kan nå de samme langrutedestinationer, som SAS i dag betjener. Det samme kan A350’erne, der også har hvileområder for besætningerne. A350’erne blev bl.a. valgt, fordi de bruger mindst 20 pct. mindre brændstof end A340.

Af de 12 nye Airbus-fly til SAS’ langruter vil SAS selv eje nogle, andre finansieres via sale & leaseback-ordninger. SAS har forkøbsret til yderligere seks Airbus A330/A350.

A350-flyet havde tidligere på måneden sin jomfruflyvning. Airbus forventer at levere A350 til kunder verden over fra næste år. Airbus har foreløbig bestillinger på 1.240 A330’ere – foreløbig er 970 leveret til over 90 kunder. Den nye version af A330 har bl.a. forhøjet takeoff-vægt og længere rækkevidde. A350 XWB (Xtra Wide-Body) får i SAS’ version plads til 308 passagerer på tre klasser.

De nye Airbus-fly får Trent-motorer fra Rolls-Royce – over halvdelen af A350’erne er lavet af kompositmaterialer og titanium.

Her er link til Airbus’ første flyvning med A350: http://videos.airbus.com/video/iLyROoaf2C41.html