Flere ta’r til London

Fra Københavns Lufthavn havde ruterne til London i september samlet set en fremgang på 10% i forhold til september 2008.

I de forudgående fem måneder var der ligeledes fremgang på London-ruterne – dog mere beskedent med 3-5%. Fremgangen skal ses i lyset af et generelt fald i antallet af passagerer i Københavns Lufthavn på 6,9% i september og tilsvarende i sommermånederne.

Årsagen til væksten er øget konkurrence på London, der med 1,5 mio. passagerer sidste år er den største destination fra Københavns Lufthavn. I begyndelsen af året begyndte tre selskaber – easyJet, Cimber Sterling og Norwegian – alle at flyve til fra København til London Gatwick i konkurrence med de øvrige forbindelser til London.

”Udviklingen på London-ruterne bekræfter, at øget konkurrence giver flere passagerer. Vi har i år set en tilsvarende tendens på indenrigsruten til Aalborg, og det er glædeligt, at der findes undtagelser fra den generelle nedgang i flytrafikken. Ikke mindst er det glædeligt for passagererne, der får flere afgange og billetpriser at vælge imellem,” siger aviationdirektør Carsten Nørland, Københavns Lufthavne.

Over 132.000 passagerer fløj i september mellem København og London. Tallet omfatter ud over Gatwick også ruterne til Heathrow, Stansted og London City Airport.

Skrevet af Flemming Juul