Fly rammer alligator under landing

LUFTFART: 3,5 meter lang alligator lå midt på landingsbanen i Florida-lufthavn.

Piloten på et privat 2-motors Piper PA 31 Navajo-fly fik sig noget af en overraskelse, da han forsøgte at lande i Orlando Executive Airport i Florida for nylig. Landingen foregik om aftenen, og på vej ind over banen opdagede piloten pludselig et stort objekt på centerlinjen.

Det var tilsyneladende for sent at afbryde landingen, for piloten satte flyet ned og ramte i samme øjeblik objektet – det viste sig at være en 3,5 meter lang alligator, som havde lagt sig midt på banen.

Alligatoren blev dræbt på stedet, mens flyets ene vinge blev beskadiget. En anden pilot postede senere billeder af alligatoren på sin Facebook-side.

Det er fjerde gang siden 1998, at et fly har ramt en alligator i lufthavnen, som mest bruges af privatfly.

Lufthavnens officielle motto er: “Orlando’s original airport, where nobody lands you closer.”