Fly rammer ko på landingsbanen

Lion Air Boeing 737-900EREn Boeing 737-900 fra Indonesiens største privatejede lavprisselskab, Lion Air, ramte en ko på landingsbanen i Jalaluddin-lufthavnen på Sulawesi.

Normalt siger man, at der ikke er nogen ko på isen – men der var en ko på landingsbanen i lufthavnen på den store indonesiske ø Sulawesi.

Den ramte Lion Air-flyet, som efterfølgende kørte af banen og ud i græsset. Koen overlevede ikke sammenstødet med flyet, men ingen af de 110 ombordværende kom noget til. Flyet kom fra hovedstaden Jakarta.

Bagefter sagde områdets guvernør, at Jalaluddin-lufthavnen ikke er godt nok indhegnet – og det ville man nu gøre noget ved. Også bl.a. hunde ses tit løbe rundt.

Efter påkørslen af koen i tirsdags var lufthavnen lukket frem til onsdag.

I april havde Lion Air et havari, hvor en Boening 737 ramte vandet kort før landing på Bali og blev totalskadet. Ved et mirakel kom ingen af de 108 ombord alvorligt til skade.