Flyhavari gør passagerer til millionærer

Asiana Airlines Flight 214FLYSELSKABER: Passagerer fra Asiana Airlines’ havari i San Francisco lørdag kan hver se frem til erstatning på mindst en million dollar, anslår advokat med speciale i flyhavarier. Flyets landingsfart var mindst 25 pct. for lav, siger myndighederne.

To passagerer omkom, og mange kom til skade, da sydkoreanske Asiana Airlines lørdag havarerede i San Franciscos lufthavn. Nogle slap med hudafskrabninger og en alvorlig forskrækkelse, andre brækkede ryggen og kan være invalideret resten af livet.

Star Alliance-medlemmet kommer formentlig til at betale mange hundrede millioner dollars i erstatning til flyets 291 passagerer. Det anslår en af USA’s førende advokater med speciale i flystyrt.

”Der kommer næppe et erstatningskrav fra passagererne, som vil give under en million dollars, mange erstatningskrav vil være på adskillige millioner dollars,” siger advokaten, Arthur Wolk, til CNN.

Ud over de 291 passagerer havde flyet en besætning på 16, heraf fire piloter. Efter havariet blev 182 indlagt på hospitaler.

Advokaten forudser, at også de 123 ombordværende, som ikke blev indlagt, kan se frem til syvcifret erstatning fra flyselskabet som følge af det såkaldte Post Traumatic Stress Disorder (PTSD).

Ligeledes vil familierne til de to kinesiske teenagepiger, der omkom ved havariet, kunne få erstatning fra flyselskabet, siger advokaten og tilføjer, at erstatningerne ikke vil blive mindre, hvis pilotfejl var årsag til havariet. Det undersøges, om en af de kinesiske piger omkom, da hun blev ramt af et redningskøretøj.

De første 11 sydkoreanske passagerer fra havariet vendte i går hjem til Sydkorea.

Boeing 777’eren fra Asiana Airlines fløj 25 pct. langsommere ved indflyvningen end det skulle, siger den amerikanske havarikommission, National Transportation Safety Board. Flyet skulle have haft fart ved landingen på 137 knob (250 km) i timen, men fløj 106 knob (194 km/t.), siger NTSB som mandag afhørte flyets fire sydkoreanske piloter.

Den landende pilot, 46-årige Lee Kang Kuk, havde kun 43 timers erfaring med B777 – samlet har Kuk dog over 9.000 flyvetimer. Det var hans første landing med en B777 i San Francisco, tidligere har han landet i lufthavnen 29 gange med bl.a. Boeing B747 – senest i 2004, skriver Reuters og tilføjer, at piloten i det andet pilotsæde har 12.000 flyvetimer.

Lørdagens havari var det første med dødelig udgang for passagerer siden Boeing 777 kom i trafik i 1995. Der er over 1.100 B777’ere i drift hos flyselskaber verden over.

Koncernchefen for Asiana Airlines kaldte i går mediernes spekulationer i årsagen til havariet for ”utålelige.” Der vil gå måneder før havarirapporten er klar, sagde han.

Asiana har ikke haft dødsulykke med passagerfly siden 1993, hvor alle 68 ombord omkom, da en Boeing 737 fra selskabet ramte bjerg under indenrigsflyvning i Sydkorea.