Flymekanikerlærling i SAS får hæderspris

Mikkel Nielsen.

Mikkel Nielsen.

LUFTFART: Årets lærling hos Dansk Industri Hovedstaden tager hver dag turen på halvanden time fra sit hjem på Falster til Københavns Lufthavn for at uddanne sig som flymekaniker hos SAS, 135 km hver vej.

Så udholdende og trofast er Mikkel Nielsen, at han, selv da han havde sit ene ben i gips efter en knæskade, mødte op og hjalp med opgaverne i sin afdeling.

Mikkel Nielsen blev i går hædret med arbejdsgiverforeningen DI Hovedstadens Lærlingepris 2016 for sin dygtighed og for at yde en ekstra indsats for at få sin uddannelse i hus.

”DI Hovedstaden giver Årets Lærlingepris til Mikkel Nielsen fordi han er exceptionel dygtig – ifølge SAS er han en af deres dygtigste lærlinge nogensinde. Men også fordi han gennem sin uddannelse med bl.a. meget lang transporttid har vist, at han er villig til at yde en ekstra indsats for at få eksamensbeviset som flymekaniker,” siger næstformand i DI Hovedstaden, direktør Lars Peter Olsen, der i går overrakte Hovedstadens Lærlingepris 2016 på DI Hovedstadens erhvervstræf i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Mikkel Nielsen har altid været fascineret af, at noget kan flyve, også af den nyeste teknologi på området. Han elsker sit arbejde i SAS og roser sin arbejdsplads og fremhæver især det gode sammenhold mellem de 24 lærlinge i SAS.

Uddannelsen som flymekaniker er meget kompleks og lang. Men Mikkel Nielsen er nu i gang med B-2 delen på flymekanikeruddannelsen, som kun de dygtigste indstilles til. Her bliver han færdig i september i år.

”Mit råd til andre unge, som skal vælge uddannelse, er at gøre det, man har lyst til. Det var ikke nemt at komme ind som flymekaniker. Men det lykkedes. Prøv det – også selv om det ser svært ud,” siger Mikkel Nielsen.

Hans fremtidsplaner er at blive i SAS, men stadig blive boende på Falster sammen med sin kæreste, der er sygeplejerske på sygehuset i Nykøbing Falster.