Thai Smile Airways er nyt filialmedlem af Star Alliance – det regionale flyselskab betjener indenrigsruter i Thailand samt fra Thailand til flere lande i regionen. Pressefoto: Thai Smile – Star Alliance.

Flyselskab er nyt associeret-medlem i Star Alliance

Thai Smile, et datterselskab til Thai Airways, er netop blevet den anden ”connecting partner” i Star Alliance. Medlemmerne kan dermed tilbyde ti nye destinationer i og omkring Thailand.

Thai Smile Airways med hovedbase i Bangkoks primære lufthavn, Suvarnabhumi, har i snit cirka 400 daglige flyvninger med sine 20 Airbus A320’ere til 32 lufthavne i ni asiatiske lande.

Samarbejdet med de 26 medlemmer af selve Star Alliance vil blandt andet betyde, at passagerer kan få deres bagage tjekket igennem med Thai Smile, der bliver adgang til flyselskabets lounger for rejsende med de rigtige bonuskort og der kan optjenes bonuspoint til Thai Airways’ bonusprogram, Royal Orchid Plus.

Star Alliance kom med sit Connecting Partner-program for tre år siden. Det hidtil eneste connecting partner-medlem har indtil nu været kinesiske Juneyao Airlines fra Shanghai. Partnerselskaberne skal tilbyde forbindelser til en række lufthavne uden de er egentlige medlemmer af selve Star Alliance.

Thai Smile Airways, der blandt andet sælger sig som fuld service-selskab på niveau med moderselskabet, Thai Airways, siger i pressemeddelelse, at dets partnerskab med Star Alliance yderligere vil styrke dets position, konkurrenceevne og ambition om at blive et førende regionalt flyselskab med base i Thailand.

Thai Smile betjener fra Bangkok ti lufthavne i Thailand: Chiang Mai, Phuket, Khon Kaen, Chiang Rai, Hat-Yai, Ubon Ratchathani, Udon thani, Surat thani, Narathiwat og Krabi.

Udover flyvningerne fra basen i Bangkok har Thai Smile også 17 regionale ruter til andre lande i regionen som for eksempel Burma, Cambodja, Indien, Kina, Malaysia og Vietnam. Selskabet har også en rute fra Thailands største ø, Phuket, til Hong Kong.

26 medlemmer i Star Alliance
Star Alliance, der i 2022 kan fejre 25 års jubilæum, er verdens største luftfartsalliance og består i dag af 26 medlemmer:

Aegean Airlines (Grækenland), Air Canada, Air China, Air India, Air New Zealand, ANA (Japan), Asiana Airlines (Sydkorea), Austrian, Avianca (Colombia), Brussels Airlines, Copa Airlines (Panama), Croatia Airlines, Egyptair, Ethiopian Airlines, EVA Air (Taiwan), LOT Polish Airlines, Lufthansa, SAS, Shenzhen Airlines (Kina), Singapore Airlines, South African Airways, Swiss, TAP Air Portugal, Thai Airways, Turkish Airlines og United Airlines.

Når trafikprogrammerne kører optimalt har medlemmerne over 19.000 daglige flyvninger til mere end 1.300 lufthavne i 195 lande og territorier.

Relaterede artikler:

Star Alliance-medlem får ny bemaling

Star Alliance-medlem atter konkursdækket

Thai Airways har Michelin-mad på København-rute