Flyselskab risikerer lukning

Cyprus_Airways_Airbus_A319Cyprus Airways står overfor lukning, hvis EU Kommissionen bedømmer, at tilskud fra staten i 2012 og 2013 har været ulovlige, siger Cyperns transportminister.

Det statskontrollerede flyselskab Cyprus Airways fik ved forskellige lejligheder i 2012 og i starten af 2013 sammenlagt statsstøtte på 103 millioner Euro, hvilket førte til en kontrol i EU Kommissionen.

“Enhver afgørelse, der bedømmer tilskuddene som ulovlig statsstøtte, vil medføre krav om tilbagebetaling, hvorefter der ikke er alternativer til at lukke selskabet”, siger transportminister Marios Demetriades.

Reglerne om statsstøtte til nødlidende selskaber siger, at det højst må ske hvert 10. år. Cyprus Airways, som har måttet sælge ud af sine aktiver for at forblive i drift, fik også finansiel støtte i 2007.

Selskabet har haft underskud i årevis og børsen har besluttet at afliste selskabet den 13. januar for ikke at forelægge sine regnskaber fra 2012 og fremefter.

Forsøg på salg sidste år vakte interesse hos Ryanair og Aegean Airlines, men førte ikke videre.