Flyselskab undskylder racistisk artikel

air-china-boeing-b747-flyTURISME: In-flight magasin hos Air China har undskyldt efter bladet skrev, at besøgende i London skulle tage ”forholdsregler” hvis de skal besøge bydele hvor der navnlig bor ”indere, pakistanere og sorte mennesker.”

Air China, der er et af to kinesiske Star Alliance-medlemmer, bragte advarslen i september-udgaven af sit in-flight magasin, Wings of China. Air China har undskyldt de racistiske formuleringer og trukket magasinet tilbage.

I sin beklagelse skrev Air China bl.a., a flyselskabet undskyldte overfor bladets læsere og de grupper, der blev nedladende omtalt.

”De upassende beskrivelser var udelukkende en fejl fra magasinets redaktører og afspejler ikke Air Chinas synspunkter,” hed det bl.a., ifølge BBC.

I artiklen stod bl.a. ”London er generelt et sikkert rejsemål, men der bør tages forholdsregler, hvis man besøger bydele hvor der hovedsageligt bor indere, pakistanere og sorte mennesker.”

Videre hed det: ”Vi råder turister til ikke at gå ud alene om natten, og at kvinder altid ledsages af en anden person.”

Statsejede Air China har to daglige flyvninger mellem Beijing og London Heathrow. Ifølge det britiske turistråd, VisitBritain, steg antallet af ankomster fra Kina til Storbritannien sidste år 46 pct. til 270.000.

Labour-parlamentsmedlemmet Virendra Sharma har inviteret repræsentanter fra Air China til at besøge hans valgkreds i London, Ealing Southall, der har en høj koncentration af indere. Han vil vise, at multikulturelt område er sikkert og vil være godt at besøge for udenlandske turister.