Flyselskaber vil kapre kunder fra SAS

Mens SAS som led i en omfattende spareplan har besluttet at fjerne omkring 10 pct. af kapaciteten i bestræbelserne på at skabe lønsomhed i kerneforretningen, opruster en række af flyselskabets største konkurrenter. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

 

Air France KLM, der er Europas største flyselskab, øger i den kommende vinter kapaciteten i Skandinavien og de baltiske lande, som er hjemmebane for SAS. Også Lufthansa får en væsentligt højere trafik ud af Danmark i forhold til sidste år, ligesom lavprisselskaberne EasyJet og Sterling satser på lukrative ruter for SAS.

 

Hos Air France KLM øger man kapaciteten med knap 2 pct. i forhold til den foregående vinterplan. Det sker trods udsigter til et vigende marked i kølvandet på de sløje økonomiske konjunkturer.

 

»Vi har i det seneste halvår år øget vores markedsandel i Skandinavien, og det forventer vi også at gøre i vintersæsonen. Selv om vi forventer fald i markedet, tror vi på øget aktivitet, fordi vi har et stort netværk og gode oversøiske ruter fra Paris og Amsterdam,« siger Oliver Hours, kommerciel direktør for Air France KLM i Nordeuropa.

 

Partneren Lufthansa, der kan ende med at overtage SAS, udvider også antallet af flysæder i vinterplanen i forhold til samme periode sidste år. Fra København øges kapaciteten til München med 30 pct., mens antallet af ruter til Frankfurt er uændret. På begge ruter flyves i samarbejde med SAS, der skærer ned på udbuddet.

 

»Vi venter en højere belægning på vores ruter, efter at SAS har besluttet at skære ned,« siger John Nielsen, der er chef for Lufthansa i Danmark.

 

EasyJet udfordrer SAS på de etablerede ruter fra København og Stockholm til Milano samt fra Stockholm til Geneve i Schweiz. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen