Flyttede hotelværelse til lufthavnen

Det var den danske arkitekt og møbeldesigner, Arne Jacobsen, der skabte det kendte hotel i Københavns centrum. Og ét af værelserne, 606, står stadig som det så ud ved åbningen i 1960.

 

 

For at reklamere for hotellet, der regnes som et af verdens første designhoteller, har Rezidor-kæden netop installeret en kopi af værelse 606 i SAS’ business class lounge i Københavns Lufthavn.

 

 

Ved præsentationen af udstillingen i loungen, hvor der også kan ses en række af Arne Jacobsens berømte stole, bestik lavet til hotellet osv., sagde hotellets direktør, Roy Al Kappenberger, til Stand By:

 

 

”Vi har stadig mange efterspørgsler på at bo i netop værelse 606. Nogle gange bor også andre gæster i værelset, men så fortæller vi dem på forhånd, at det er et specielt værelse, de skal overnatte i.”

 

Værelse 606 og Royal Hotel besøges ofte af bl.a. arkitekt- og designstuderende fra Europa og resten af verden.

 

 

Roy Kappenberger er i øvrigt søn af hotellets legendariske første direktør, Alberto Kappenberger, der boede med sin familie i en årrække på hotellet. Hotellets elegante restaurant på øverste etage, Alberto K, er opkaldt efter den første direktør. Ud over god mad morgen og aften, har restaurantens gæster nok den bedste udsigt over hovedstaden.

Restauranten, der åbnede i 2001, har en gennemsnitlig belægning på 80%.

 

 

”Da hotellet åbnede 1. juli 1960 var kun tre af etagerne klar, der var hverken restaurant eller det store køkken, vi har i dag. Hele hotellet stod dog færdigt sidst på året i 1960. Dengang kostede værelse 606, som er en juniorsuite, ca. 250 kr. for en overnatning. I dag er prisen 3-4.000 kr. – men så er der også morgenmad i Alberto K med i prisen,” siger Roy Kappenberger.

 

 

Det har gennem årene været en vandrehistorie i rejsebranchen, at Roy Al Kappenberger er opkaldt efter hotellet, men navnet Roy stammer fra en af forældrenes gode amerikanske venner, mens Al er en forkortelse for faderens navn.

 

 

Foreløbig kan gæster i SAS-loungen se udstillingen om Royal-hotel og Arne Jacobsens møbler, bl.a. Svanen og Ægget, der stadig fremstilles hos møbelfabrikken Republic of Fritz Hansen, til udgangen af august. Men der er mulighed for en forlængelse af udstillingen med endnu tre måneder.

 

Rezidor-kæden har bl.a. varemærker som Radisson, som Royal i København er en del af, samt fx kæden Park Inn…

Skrevet af Henrik Baumgarten