Flyværksted flytter til Københavns Lufthavn

Danske Northern Aerotech har vokseværk – hovedkvarteret rykkes nu til Københavns Lufthavn, hvor der tilbydes vedligehold af fly.

Flyselskaberne får nu ny mulighed for at få vedligeholdt deres fly i Københavns Lufthavn. Danske Northern Aerotech åbner værksted og hovedkontor i Københavns Lufthavn. Om baggrunden siger selskabets direktør Morten Schalls Jørgensen:

”Dels har virksomheden vokseværk med en vækst i år på over 100 procent. Dels har vores kunder ønsket, at vi er mere synlige i Københavns Lufthavn.”

Northern Aerotech er på et år vokset til at have 11 stationer/værksteder i København, Billund, Prag, Brno, Reykjavik, Riga, Tallinn, Vilnius, Lille, Nyköbing og snart Bangkok. Antallet af medarbejdere er 43 – heraf 37 flymekanikere, der næsten kan alt fra at skifte motor og hjul til at ordne computerne i cockpittet og skifte betræk på flysæderne.

”De fleste af vores kunder tegner det, der svarer til et Falck-abonnement, så vi skal altid være klar til både små og større opgaver,” siger Morten Schalls Jørgensen.

Northern Aerotechs ekspertise er, at efterse og reparere fly der f.eks. under ophold i Københavns lufthavn får et teknisk problem eller på forhånd bestiller et eftersyn eller en reparation, i luftfartsjargonen Line Maintenance.

Foreløbig tæller kundelisten Estonian Air, Fly Niki, KLM Cityhopper, Wow air og Blue 1, oplyser Københavns Lufthavn.

Lufthavnens salgs- og marketingsdirektør, Carsten Nørland, er glad for den nye kunde:

”At fastholde og udbygge Københavns position som nordeuropæiske trafikknudepunkt handler ikke blot om at kunne tiltrække flyselskaber og passagerer. At styrke lufthavnen handler også om at skabe plads og mulighed for, at en lang række virksomheder kan have en god forretning her og som f.eks. Northern Aerotech tilbyde flyselskaberne service og vedligehold,” siger han.

I dag huser Københavns Lufthavn over 500 virksomheder, der beskæftiger ca. 23.000 medarbejdere.