Fodboldkamp gav flere hotelovernatninger

Hotel house keepingHOTELLER: De danske hoteller fortsætter de senere års optur i overnatninger. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i november blev redt op til 985.000 gæster. Det svarer til en fremgang på 3,6 procent.

Det var især udenlandske gæster, som sikrede fremgangen. Antallet af feriegæster steg 12,6 procent fra november i 2012 til november i fjor.

De udenlandske overnatninger steg med 6,9 procent, mens de danske kun gik frem med 1,5 procent. Der var flere nordmænd, svenskere, italienere, russere og amerikanere i de danske hotelsenge i november. Til gengæld var der færre tyskere.

En enkelt nationalitet skilte sig særligt ud – tyrkerne. Først og fremmest på grund af Champions League-kampen i Parken mellem FC København og den tyrkiske klub Galatasaray steg antallet af tyrkiske hotelovernatninger i Danmark fra ca. 1.000 i november 2012 til ca. 3.000 i november i fjor.

Det er selvfølgelig ikke denne kamp alene, som gav fremgang i hotelovernatningerne i november. Men det er et meget godt billede på, hvor stor betydning store events har for vores branche, siger formand for Horesta, Jens Zimmer Christensen.

I de første 11 måneder af 2013 øgede de danske hoteller antallet af overnatninger 3,8 procent.