Første år med dobbeltdækker i København

Morten Balk, landechef for Emirates i Danmark.

Morten Balk, landechef for Emirates i Danmark.

LUFTFART: I dag, 1. december, er det et år siden, Emirates begyndte at flyve sin daglige rute fra Dubai til København med verdens største passagerfly, Airbus A380. Det har givet 30 pct. flere passagerer. Stockholm kan få ny A380-rute.

Emirates flyver i dag til 37 destinationer i Europa, hvoraf 18 betjenes af A380.

I dag for et år siden fik København som første lufthavn i Norden en daglig A380-rute. Emirates’ største destinationer fra København er Australien, Dubai, Filippinerne, New Zealand, Thailand og Sri Lanka. Op mod 70 pct. af de rejsende på ruten kommer fra Danmark og Sydsverige.

Emirates har også daglige B777-flyvninger fra Dubai til Oslo og Stockholm med 360 sæder på tre klasser, First, business class og economy.

Morten Balk, landechef for Emirates i Danmark, kan godt forestille sig, at Emirates vil indsætte A380 på Stockholm. Det sagde han i går på pressemøde på Hilton Copenhagen Airport.

Emirates business class-gæster fra København køres gratis i 40 km i limousine. Emirates har 58 business class-sæder på ruten til København, men kun ca. 30 daglige rejsende bruger limousine-muligheden.

”Emirates har stor synlighed i Københavns Lufthavn. Jeg håber, Emirates kan blive del af den kommende lounge i Finger C,” sagde Morten Balk og tilføjede, at uden Københavns Lufthavn var A380 ikke kommet til lufthavnen.

”En rute med en A380 er også prestige for Københavns Lufthavn, selv om lufthavnens infrastruktur halter lidt. Vi har sagt nogle ting til Københavns Lufthavn, vi gerne vil have udbedret,” sagde Morten Balk og tilføjede, at Emirates tjener på København-ruten. Dog ikke hele året.

Sælger flest flysæder via rejsebureauer

Siden sin start på København i august 2011 har Emirates haft 1,2 mio. passagerer mellem Dubai og København.

Selskabet, der kun har widebody-fly med to midtergange, udbyder dagligt 200.000 flysæder til foreløbig over 150 lufthavne verden over. Sidste år havde Emirates 51 mio. passagerer og i snit 367 passagersæder på hver flyvning.

Emirates har i dag 250 fly – og bestillinger på 233 nye. Det har indtil nu modtaget 86 af de 142 bestilte eksemplarer af verdens største passagerfly, Airbus A380. I år får Emirates 36 nye fly, men pensionerer 26 ældre fly.

Emirates har 35 direkte ansatte i Danmark

I år forventer Emirates over 300.000 passagerer mellem Dubai og København ligesom selskabet har fem B777-fragtfly om ugen fra sit SkyCargo-selskab.

Emirates åbnede i august 2011 daglig rute til København – dengang med en Airbus A330-200 med 236 passagersæder. Siden kom der stadig større fly. Da selskabet 1. december sidste år indsatte dobbeltdækkeren A380 på København betød det 40 pct. flere sæder i forhold til den Boeing B777-300, der indtil da betjente ruten.

A380-versionen, Emirates bruger på København, har plads til 615 passagerer. Det er dermed verdens største passagerfly.

Da Emirates i 2011 åbnede daglig rute fra Dubai til København var danske Lars Schoyen kaptajn – det var han også 1. december sidste år, da selskabet indsatte verdens største passagerfly på ruten. Den tidligere SAS-kaptajn var også kaptajn, da Emirates 1. august 2011 åbnede på København – dengang med en Airbus A330-200 med 236 passagersæder;