Fokus på kursus-og mødevirksomhed

Christian Guldager

RECEPTION: Direktør og indehaver af Kursuslex, Christian Guldager, har fingeren på pulsen, når det drejer sig om kursusvirksomhed på hoteller og konferencecentre. I dag bliver han 60.

Den tid er forbi, da det vigtigste spørgsmål ved et kursus eller en konference på et hotel var, om der skulle være vand med eller uden brus på bordene. I dag kræves der helt andre forberedelser, og det er blevet en meget vigtig del af opgaverne på de fleste hoteller.

Det skaber igen behov for et nicheprodukt som Kursuslex og den årlige store Møde-og Eventmesse, som netop er afviklet med rekorddeltagelse i Forum. Her kommer Christian Guldagers ekspertise, gode grunduddannelse i hotelbranchen og evne til at kaste sig ud i alle nært beslægtede opgaver til sin ret.

Kursuslex med base i Birkerød er et godt værksted for de mange aktiviteter, og chefen er en venlig og i reglen smilende drivkraft med god gennemslagskraft og en stor kontaktflade på hoteller og konferencecentre.

Når man i en ganske vist kortere periode har prøvet at arbejde sammen med ham, ved man, at han er positiv og meget opmærksom på sine medarbejdere. Han vil egentlig helst dirigere slaget fra  kontorerne i Birkerød, hvor han også har sin velfungerende stab.

Der er reception i dag mandag – nej ikke i Birkerød – men i Charlottehaven, Hjørringgade 12 i København mellem kl. 15 og 18.