Folkemødet starter i Københavns Lufthavn

LUFTFART: Lufthavnen omdanner Finger A til folkemødeområde, hvor alle afgange mod Bornholm samles.

Når politikere, organisationsfolk, journalister og andre deltagere fra i dag begynder at flyve til Bornholm, får de mulighed for at mærke lidt af den særlige folkemødestemning allerede i Københavns Lufthavn.

Mens DAT har sat ekstra kapacitet ind til Bornholm, omdanner lufthavnen under overskriften “Folkemødet starter her” gate A11 til A17 til folkemødeområde. Her samles alle afgange mod Bornholm onsdag til fredag, og der vil på udvalgte tidspunkter blive serveret kaffe og kage til tonerne af bornholmsk folkemusik.

“Igen i år kommer mange folkemødegæster gennem Københavns Lufthavn. Derfor laver vi et dedikeret folkemødeområde i samarbejde med Foreningen Folkemødet. Her kan de rejsende slappe af og nyde en kop kaffe, eller forberede sig på debatterne i loungeområder, der opsættes til lejligheden,” siger kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen, Københavns Lufthavne.

3.500 passagerer torsdag

Den største rejsedag imellem København og Bornholm er torsdag, hvor cirka 3.500 passagerer lader sig transportere på ruten. Men allerede i dag begynder rejseaktiviteten med godt 2.000 passagerer.

Da Folkemødet falder oven i den travle sommertrafik, opfordrer lufthavnen folkemødedeltagerne til at være opmærksomme på det dedikerede indenrigsspor, der giver indenrigsrejsende hurtig adgang til sikkerhedskontrollen.

“Folkemødet falder sammen med nogle af de helt store rejsedage, og vi forventer, at flere end 100.000 rejser gennem lufthavnen alene på torsdag. Derfor er det vigtigt, at de rejsende til folkemødet forbereder sig godt hjemmefra og eksempelvis pakker håndbagagen rigtigt,” siger Henrik Peter Jørgensen.

Under Folkemødet vil der være opsat særlig skiltning i lufthavnen, som viser de rejsende vej fra sikkerhedskontrollen og direkte til de udvalgte folkemødegates i Finger A.