Forældre drømmer sig på ferie året rundt

24% af danskerne uden børn drømmer sig på ferie hele året rundt, men hele 39% med hjemmeboende børn længes efter sol og sommer året rundt, viser en undersøgelse fra Apollo blandt 1.000 danskere.

”Vi længes, fordi vi bor på køligere breddegrader, og fordi sol og varme højner vores humør. Med årene er flere begyndt at rejse både sommer, efterår, vinter og forår, fordi de føler, de har brug for det. Og når vi så har en sommer som lige nu, så bliver vores efterår og vinter i rejsebranchen endnu travlere end ellers,” siger Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

46% med helt små børn i alderen 0 til 4 år i undersøgelsen tilkendegiver, at de drømmer sig væk året rundt. Samme gælder 37% med børn i alderen 5-9 år.

”Familier med små børn har ofte flere muligheder for at rejse året rundt, fordi de er mindre afhængige af skolesommerferier. Så alene det, at man har muligheden, spiller nok også ind, når man lader drømmene få frit løb,” mener Glenn Bisgaard.