Dinosaurland i Djurs Sommerland, en investering på 100 millioner kroner, er klar til årets sæson. Pressefoto: Djurs Sommerland.

Forlystelsespark får Dinosaurland til 100 millioner

Forlystelsesparkerne har til årets sæson investeret en halv milliard kroner. Fårup Sommerland har rutsjebane til 100 millioner kroner og Djurs Sommerland bruger samme beløb på nyt Dinosaurland.

På lørdag, den 30. april, åbner Djurs Sommerland et nyt, stort temaland – Dinosaurland. Her venter 25 livagtige dinosaurer, en kæmpestor dinosaurlegeplads, en ny familie-rutschebane samt en jeepsafari i dinosaurernes reservat – og et gensyn med ikoniske King Kong.

Djurs Sommerland skriver i en pressemeddelelse, at danske og udenlandske børnefamilier kan se frem til store oplevelser, når sæson nummer 42 skydes i gang.

Dinosaurland er det hidtil største projekt i Djurs Sommerlands historie, og en af de største nogensinde i en dansk turistattraktion.

Dinosaurland, parkens tiende temaland, er udviklet sammen med temapark-specialister fra Leisure Expert Group i Holland med en ambition om at skabe en ny og anderledes dinosauroplevelse end den, man kan opleve i dyreparker, zoologiske haver og på museer.

Gensyn med King Kong
”Vi glæder os til, vores gæster skal opleve Dinosaurland og få en oplevelse ud over det sædvanlige, en oplevelse de vil køre langt efter,” siger Henrik B. Nielsen, administrerende direktør i Djurs Sommerland.

Det nye 20.000 kvadratmeter store temaland er bygget op om en historiefortælling. To nye forlystelser tager gæsterne med på en rejse ind i dinosaurernes reservat, hvor de kommer tæt på blandt andet 25 naturtro dinosaurer, mens en kæmpestor dinosaur-udgravningslegeplads giver plads til fantasifuld leg, oplyses det.

De 25 dinosaurer er udvalgt hos en af verdens dygtigste producenter, Billings Productions i Texas, der har specialiseret sig i animatroniske dinosaurer, som ser særligt levende og naturtro ud.

Den nye rutschebane i Dinosaurland, sender 38 gæster på ekspedition ad gangen. Ekspeditionen fortsætter i Dino Xpedition, når 16 jeeps hver med plads til fire personer kører på jeepsafari. Undervejs venter et overraskende gensyn med King Kong.

Rekordmange sæsonkort
Sæson 2022 bliver spændende, skriver Djurs Sommerland i sin pressemeddelelse.

”Efter vores besøgsrekord på 820.000 gæster i 2021 og den interesse, vi oplever for at besøge Djurs Sommerland, ser vi frem til at åbne. Vi har allerede solgt rekordmange Sæsonkort, og ordrebogen med reservationer til firmaer og skoler er ved at være fyldt,” siger Henrik B. Nielsen og tilføjer:

”Samtidig ser det også positivt ud med ferieturister, og interessen for at besøge Djurs Sommerland.”

Rutsjebane til 100 millioner kroner
Også en mere nordlig konkurrent, Fårup Sommerland, har investeret omkring 100 millioner kroner til årets sæson, der startede i påsken.

Det er sket med den 40 meter høje og over 900 meter lange rutsjebane Fønix. Den er både Danmarks største, hurtigste og højeste rutsjebane, oplyser Fårup Sommerland.

Med i alt 14 elementer som drop, loops og twists bliver Fønix samtidig den rutsjebane i Skandinavien med mest såkaldt airtime, følelsen af vægtløshed når kroppen udsættes for negativ G-påvirkning.

Forlystelsesparker bruger en halv milliard kroner
De 12 medlemmer af Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD) – Bakken, BonBon-Land, Djurs Sommerland, Fårup Sommerland, Jesperhus Feriepark, Knuthenborg Safaripark, Lego House, Legoland, Sommerland Sjælland, Tivoli, Tivoli Friheden i Aarhus og Universe på Als – har samlet investeret 500 millioner kroner til årets sæson, oplyste FFD sidste uge.

Pengene er blandt andet brugt til nye rutsjebaner, oplevelsesscener, dinosaurparker og meget mere. Beløbet er cirka dobbelt så højt som den gennemsnitlige investeringssum fra årene op til coronakrisen, hedder det.

”Coronakrisen har været hård for parkerne, og de udenlandske gæster savnes stadig,” siger Kristian Nørgaard, sekretariatsleder i FFD, der har sekretariat hos HORESTA og fortsætter:

”Forlystelsesparkerne skaber en omsætning og beskæftigelse i nogle dele af landet, hvor turisterne måske ellers ikke havde fundet vej til i samme grad. Samtidig er investeringerne vigtige for at fastholde Danmark som en attraktiv turistdestination.”

Relaterede artikler:

Turist-formand: Kamp om at få turisterne tilbage

”Meget på spil efter turbulente år i turistmaskinen”

Forlystelsespark fik tredjebedste sæson nogensinde

Klar med åbningsdato for nyt dansk Lalandia

“Vores ejer køber gerne flere store campingpladser”