Forlystelsesparker storinvesterer

faarupsommerland_orkanenForlystelsesparkerne har investeret massivt i attraktionerne og det har sikret, at antallet af besøgende stiger, selv om udenlandske turister svigter Danmark.

Op til de seneste tre sæsoner har parkerne brugt 830 millioner kroner på ruchebaner, hotelværelser og vandlande. Alene til den nuværende sæson har de 10 parker i Foreningen af Forlystelsesparker brugt en kvart milliard kroner, skriver business.dk.

”Det er utrolig positivt, at parkerne investerer i nyt, fordi forlystelsesparkerne jo også genererer afledte effekter, fordi turisterne bliver længere, når der er en park i nærheden. Dermed tager de flere overnatninger og går mere ud at spise, så investeringerne gør, at både parker og samfundet omkring oplever vækst – særligt i yderområderne”, siger Christoffer Susé, relationschef i Horesta.

Formand for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Søren Kragelund, direktør for Fårup Sommerland:

”Antallet af turister i de ti store forlystelsesparker steg med over 346.000 fra 10,73 millioner i 2012 til 11,08 millioner i 2013. Hvis vi skal fastholde interessen, skal have nye, spændende produkter”.

Af de 10 forlystelsesparker gav de otte overskud i det senest offentliggjorte regnskab.

I Søren Kragelunds egen forlystelsespark blev der op til forrige sæson investeret massivt i den nye ruchebane, Orkanen, og han venter selv at skulle bruge 60-80 millioner mere de kommende tre år.

Også bedre overnatningsmuligheder er et kardinalpunkt i mange parkers udviklingsplane.

”Jeg tror, at man måske ikke investerer så meget i ruchebaner, men mere fokuserer på overnatningsmuligheder i nærheden af forlystelsesparken”, siger Søren Kragelund.