Formanden måtte blive

Næsten hele bestyrelsen for DBTA på Crowne Plaza i går: fra venstre Gitte Simonsen, Thomas Spange Carlsen, Anja Mihoubi, Helle Jakobsen, Mette Bank og Line Hein samt DBTA’s nye general manager, Anne Mette Berg.

Novos travel manager havde inden generalforsamlingen i går i Danish Business Travel Association luftet tanken om at trække sig som formand. Men da ingen andre kandidater meldte sig, tager Jens Liltorp endnu en tørn i bestyrelsen, der fik to nye medlemmer.

Jens Liltorp, Director Global Travel Management Services Novo Nordisk, har i to omgange været formand for Danish Business Travel Association, Danmarks største forening for indkøb af rejseydelser. Først fra 2001-05 og igen siden 2009.

DBTA rummer 116 medlemmer næsten ligeligt fordelt mellem Travel Managers, også kaldet Buyers, i de store danske virksomheder, samt Supplier-medlemmerne, typisk leverandører, som flyselskaber, hoteller osv… DBTA’s travel managers booker årligt rejseydelser for ca. 11 milliarder kr.

Ved DBTA’s medlemsmøde i går på Crowne Plaza-hotellet holdt foreningen også generalforsamling. Der skulle findes to nye bestyrelsesmedlemmer. Søren Hjorth fra Udenrigsministeriet døde sidste år – og den hidtidige næstformand, Gitte Simonsen fra Ferring Pharmaceuticals havde ønsket at trække sig og ”kun” være suppleant.

Bestyrelsens to nye kandidater, travel managers hos hhv. Lego, Mette Bank, og Line Hein fra Tryg-koncernen, blev i stedet indvalgt.

Ud over Mette Bank og Line Hein samt Jens Liltorp består bestyrelsen fortsat af Line Olufson Bruun, Travel Manager i Nets Holding, Thomas Spange Carlsen med titel af Group Procurement Manager hos Icopal, samt fra leverandørsiden Lisbeth Simonsen, Key Account Director hos First Hotels, Anja Mihoubi, Sales Manager hos Air Canada, og Helle Jakobsen, Business Account Manager hos Air France KLM.

Medlemskab af DBTA koster 7.700 kr. om året plus moms. Foreningens næste arrangement er 25. april med overskriften ”CPH Outbound” om hvordan der skaffes flere flyruter til Københavns Lufthavn.

Jens Liltorp var i øvrigt ikke til stede under selve generalforsamlingen, da han var på vej hjem fra USA og først kunne være til stede om eftermiddagen.