Forrude revnede under flyvning

Piloterne på et SAS-fly fra Manchester til København fik lørdag i bogstaveligste forstand et skår i flyveglæden, da en revne i forruden tonede frem efter afgang. Det skriver Ritzau.

 

Meldingen om den mindre defekt gik til Københavns Lufthavn, der rutinemæssigt forberedte en sikkerhedslanding for flyet.

 

Det forhøjede sikkerhedsopbud viste sig dog heldigvis upåkrævet, da flyet ifølge SAS landede planmæssigt og uden problemer omkring kl. 13.00. Maskinen var en McDonnell Douglas MD-82 og havde 147 personer om bord.

 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen