Forsinket: Comwell må væbne sig med tålmodighed

Flere udfordringer har betydet, at tidsplanen for Comwell Hotels’ nye 15 etager høje udvidelse af hotellet i Aarhus er skredet. Nu regner man med at åbne et år senere end først planlagt.

Torsdag i denne uge er det præcis et år og en dag siden, at Comwell Hotels trodsede gråvejret i det centrale Aarhus og bød en række fremmødte velkommen for foden af Comwell Aarhus Dolce by Wyndham, da det var blevet tid til at sætte i gang i et større projekt på området i Værkmestergade.

Efter først at have ventet på en ændring af lokalplanen og siden blive ramt af COVID-19-pandemiens genvordigheder, var tiden nemlig kommet til, at den danske hotelkæde kunne tage første spadestik til en udvidelse af hotellet i Smilets By.

Den består et planlagt hoteltårn på 15 etager, der skal indrettes med 161 værelser, hvoraf fire vil være suiter og 10 long stay-lejligheder. Derudover vil det rumme restaurant og bar, en udendørs tagterrasse på omkring 300 kvadratmeter samt ni møde- og konferencelokaler.

Nu viser det sig dog, at man sidenhen er løbet ind i flere udfordringer, der ender med at forsinke byggeriet. Det skriver Din Avis Aarhus Onsdag.

Regner først med 2027
Egentligt var det planen, at det nye hoteltårn skulle være klar til at tage imod de første gæster i foråret 2026, men det kommer ikke til at ske.

Comwell Hotels’ projekt ser nemlig ud til at blive forsinket i omkring et år, da der for nuværende er udsigt til, at dørene til den nye tilføjelse bliver slået op i løbet af første kvartal 2027. Den tidsplan bekræfter hoteldirektør Flemming Poulsen.

Jorden var forurenet
Din Avis Aarhus Onsdag har været i kontakt med Nordstern, der er den tilknyttede totalentreprenør. Her fortæller strategi- og kommunikationsdirektør Ditte Hejbjerg Sorknæs, at der er flere årsager til, at den oprindelige tidsplan nu er skredet.

”Forsinkelsen skyldes primært, at de endelige gravetilladelser fra BaneDanmark og Aarhus Letbane blev forsinket. Dette har også været kommunikeret tidligere. Dertil kom en kortere periode med håndtering af forurening i jorden.”

Hun påpeger desuden, at grunden er kompleks at bebygge, ligesom placeringen i hjertet af Aarhus stiller høje krav til såvel logistik som koordinering.

Når det nye byggeri efter den nye plan står færdig i 2027, vil den samlede kapacitet for Comwell Aarhus Dolce by Wyndham være på 401 værelser. Et kort stenkast derfra råder kæden desuden over Centralværkstedet, hvis lokaler benyttes til selskaber, fester samt møder- og konferencer.


Relaterede artikler:

Comwell og Wyndham udvider samarbejdet på ny

Comwell ser frem mod at udvide med nye hoteller

Tager første spadestik til 15 etager højt hoteltårn