I snit steg europæiske hotelpriser 13,4 procent i juli i år sammenholdt med samme måned sidste år. Ny analyse viser også, at den gennemsnitlige belægning stadig er lavere end før pandemien.
På verdensplan var det gennemsnitlige hotelværelse – målt i ADR (Average Daily Rate) – samlet 6,3 procent dyrere i juli i år, sammenlignet med samme måned sidste år. Størst var prisstigningerne i Europa med en gennemsnitlig stigning på 13,4 procent, altså mere end dobbelt så meget som det globale gennemsnit.
Det viser ny opgørelse fra hotelanalysevirksomheden STR, skriver Business Travel News Europe, der også citerer erhvervsrejsebureaukoncernen CWT, at der næste år forventes ”mere moderate” prisstigningern.
Investeringsfirmaet Jefferies, der har analyseret de seneste data fra STR, siger, at prisstigningerne i juli i år sammenholdt med samme måned sidste år, navnlig har været store i Frankrig. I Frankrig var ADR-stigningen i snit 87 procent højere end i 2019, året før pandemien. Men også i juli i år var de gennemsnitlige franske hotelpriser 36 procent højere end juli sidste år, oplyses det.
Store prisstigninger fra 2019 til i dag
Og sammenlignes der med året før pandemien, 2019, så er den gennemsnitlige pris på et hotelværelse i Europa steget 47 procent til udgangen af juli i år.
Prisstigningerne skyldes flere faktorer; at hotellerne prøver at indtjene deres tab under pandemien, at blandt andet inflationen har gjort råvarer dyrere for hoteller, at mangel på arbejdskraft efter pandemien har nødvendiggjort højere lønninger, hvilket igen betyder dyrere hotelværelser og så videre.
Mens den gennemsnitlig ADR for europæiske hoteller som nævnt var 47 procent højere end før pandemien, så er der forskel på prisstigningerne mellem landene. Italien er i snit blevet 51 procent dyrere, prisstigningen har været 31 i Storbritannien, 30 procent i Spanien og 18 procent i Tyskland mellem 2019 og frem til juli i år, skriver Business Travel News, der ikke citerer nogen tal for de skandinaviske lande.
Også når der ses på prisstigninger fra juli sidste år sammenholdt med juli i år, er der sket prisstigninger. I Spanien og Storbritannien har de i snit været seks procent, men for eksempel kun tre procent i Tyskland, oplyses det.
Analysen noterer også, at i snit på verdensplan er den europæiske hotelsektor kommet sig bedst efter pandemien. I juli i år var den gennemsnitlige belægning – der også er påvirket af åbningen af nye hoteller og dermed mere kapacitet – kun 3,9 procent efter juli 2019.
Relaterede artikler: