Fortsat krise for nogle A380-fly

Efter australske Qantas’ motorproblemer sidste uge med et af selskabets Airbus 380-fly, har de europæiske luftfartsmyndigheder nu krævet nye inspektioner af de eksemplarer af flytypen, der bruger Rolls-Royce’s Trent 900-motorer.
Torsdag i sidste uge skete en mindre motoreksplosion i en A380 fra Qantas, der netop var lettet fra Singapore – flyet returnerede sikkert til Singapore.

 

Qantas undersøger stadig årsagen til problemet og har indtil årsagen er fundet sat sine foreløbig seks eksemplarer af flyet på jorden.

 

Endnu aner Qantas ikke, hvornår dets flagskibe atter er i luften. Qantas har opdaget olielækager i nogle af sine Trent 900-motorer. Hver uge på jorden koster med A380’erne koster skønsmæssigt Qantas over 100 mio. kr.

 

Qantas’ seks A380’ere stod for 50 af selskabets over 600 ugentlige oversøiske flyvninger. Qantas har bl.a. lejet fly af British Airways samt ombooket passagerer til andre flyselskaber.

 

Også Lufthansa og Singapore Airlines bruger Trent 900-motorer på sine A380-fly; begge selskaber har inspiceret deres Trent 900-motorer og et par af dem er blevet udskiftet. En sådan motor koster 80-85 mio. kr.

 

Singapore Airlines har foreløbig 11 eksemplarer af A380, mens Lufthansa indtil videre har modtaget tre eksemplarer.

 

Men ikke kun Airbus har vrøvl i med sit image i denne tid. Tidligere på uge udbrød en mindre brand i et kontrolpanel på Boeings kommende nye model, B787 Dreamliner, under en testflyvning i Texas. Flyet landede dog sikkert.

 

Boeing har indtil årsagen er afdækket indstillet testflyvningerne med typen.

 

Det er planen, at den første B787 skal leveres til søsætningskunden, japanske All Nippon Airways fra Star Alliance i første kvartal af næste år. Leverancerne er over et år forsinket. ANA har bestilt 55 eksemplarer af B787. I alt har Boeing ordre på 850 eksemplarer af Dreamlineren. Icelandair er eneste nordiske kunde.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten