Senest i 2030 forventer Stena Line at indsætte to “fossilfrie færger” på ruten mellem Gøteborg og Frederikshavn. ”Det er en historisk aftale om en bæredygtig fremtid,” oplyser det svenske rederi.
Stena Line, Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Havn har underskrevet ”en historisk aftale, hvor parterne forpligtede sig til at gøre ruten mellem Frederikshavn og Göteborg til den første emissionsfrie færgerute af sin slags i verden med to fossilfrie Stena Elektra-færger.”
Det oplyser Stena Line i en pressemeddelelse og tilføjer, at næsten 90 procent af verdenshandelen foregår via havene, hvorfor effektiv og miljøvenlig passager- og godstransport er afgørende for, at virksomheder og samfund kan vokse og bidrage til en grønnere fremtid.
”Vores ambition er at lede udviklingen mod fossilfri søfart og bæredygtig transport til søs. Stena Line har bundet Danmark og Sverige sammen på tværs af Kattegat siden 1963. At vi kan tage denne for os så historiske rute og føre den længst muligt ind i fremtiden med forpligtigelsen til to Stena Elektra-færger gør mig stolt”, siger Niclas Mårtensson, administrerende direktør i Stena Line.
Ved præsentationen af nyheden om de kommende Elektra-færger i februar i år sagde Niclas Mårtensson, at Stena forventer at kunne afgive ordren på de nye færger i 2025.
Stena Line vil reducere de samlede CO2-emissioner med 30 procent inden 2030, men de kommende Stena Elektra-færger gør det ikke alene. For at realisere projektet er der brug for politisk opbakning, de rette rammebetingelser samt partnerskaber på tværs af transportbranchen. I den forbindelse forpligter Frederikshavn Havn sig til sikre den nødvendige infrastruktur.
Et positivt skridt for Kattegatregionen
I pressemeddelelsen siger Mikkel Seedorff Sørensen, administrerende direktør for Frederikshavn Havn:
”Frederikshavn Havn deler de høje og grønne ambitioner for færgetransporten. At vi over tid gør os uafhængige af fossile brændstoffer på ruten Frederikshavn-Göteborg er ikke blot et positivt skridt for os, men for hele Kattegatregionen.”
Og Birgit Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune, tilføjer: ”Stena Elektra er et fantastisk projekt for Frederikshavn. Vi ved af erfaring, at når kommunen går forrest, følger erhvervslivet og privatpersoner i de grønne fodspor. Denne ambitiøse aftale er ikke kun stor for os – den smitter af på hele Danmark.”
Batterihybriddrift mindsker også udslip
Siden 2018 har Stena Line haft batterihybriddrift på færgen Stena Jutlandica, der også sejler på ruten mellem Gøteborg og Frederikshavn. Med batterihybriddriften på denne færge sænker Stena Line CO2-udledningen med 1.500 ton om året, svarende til udledningen fra 600 biler årligt, oplyser Stena Line.
Stena Line er ifølge egne oplysninger verdens største privatejede færgerederi med 37 fartøjer på 17 færgeruter i Nordeuropa. I Danmark sejler Stena Line ruterne Frederikshavn-Göteborg og Grenaa-Halmstad. Stena Line er en del af svenske Stena AB, der har omkring 15.700 medarbejdere og en årlig omsætning på 37 milliarder svenske kroner.
Stena Line ejer blandt andet det danske rejsebureau Best Travel med hovedkontor i netop Frederikshavn.
Relaterede artikler:
Stena Line får batteridrevne skibe på dansk rute