Det franske konsulentfirma Areka vil prøve at gøre sig kendt på det nordiske erhvervsrejsemarked. Til det formål har man hyret den tidligere direktør for Swedish Business Travel Association.
Lotten Fowler, der i 2023 stoppede som direktør for Swedish Business Travel Association, er blevet ansat som nordisk direktør for det indtil nu i Norden lidet kendte rådgivende franske rejsekonsulentfirma Areka. Det skriver Areka, der blev stiftet i 2011, i en pressemeddelelse.
Af Arekas hjemmeside fremgår det, at rejserådgivningsvirksomheden er sat i verden for at levere innovativ og uafhængig rejserådgivning til sine kunder gennem et team bestående af professionelle eksperter fra erhvervsrejsebranchen med dybt og indgående kendskab til deres lokale markeder.
Svenske Lotten Fowler nåede 12 år som direktør – general manager – for den svenske modsvarighed til Danish Business Travel Association, nemlig Swedish Business Travel Association – hun forlod SBTA i 2023.
I pressemeddelelsen skriver Areka, at Lotten Fowler skal stå i spidsen for vækst og udvikling for virksomhedens kunder i de fem nordiske lande: Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.
“Lottens enorme viden og erfaring fra det nordiske marked vil tilføre værdifuld indsigt og ekspertise til vores nordiske kunder,” lyder det fra Areka, der senest er rykket ind på DACH-markedet (de tysktalende lande som foruden Tyskland også tæller Schweiz og Østrig)
25 års erfaring
Lotten Fowler, der har over 25 års erfaring fra erhvervsrejsebranchen, siger i pressemeddelelsen:
”Det glæder mig at komme med ombord hos Areka som VP Nordics. Jeg tror på Arekas unikke og uafhængige rejserådgivning på konsulentbasis. Jeg ser frem til at være med til at styrke Arekas vækst på det nordiske marked og bringe innovation og værdi til vores kunder.”
Lotten Fowler skal rapportere direkte til Aurélie Duprez, grundlæggeren af Areka. Hun siger: ”Lottens erfaring og kendskab til det nordiske marked vil give vores kunder stor værdi og forstærke vores team.”
Relaterede artikler:
Britisk rejsekoncern vil ind på det nordiske marked