Fremgang på 40% for Star Tour

Uden at hæve priserne lykkedes det Star Tour at runde en milliard kroner på omsætningen. Juli 2010 blev den bedste i rejsearrangørens historie målt på antal kunder og indtjening.

”Der er tre hovedårsager til vores gode resultat: 40% af vores kunder rejste i sommer til et af vores egne Blue hoteller, og det er flere end nogensinde. Vi har 65% af chartermarkedet til Thailand og er den eneste arrangør, der flyver non stop charter dertil også i sommerperioden, og så har vi oprustet voldsomt i Jylland, hvor vi bl.a. er begyndt at flyve fra Aarhus Lufthavn og er blevet markedsleder i Aalborg”, fortæller Birthe Madsen, adm. direktør i Star Tour.

 

Da finanskrisen var på sit højeste valgte Star Tour at skære ned i antallet af udbudte rejser for at undgå store tab. Med sommersæsonen 2010 skruede man op for kapaciteten igen, og i regnskabsperioden har Star Tour sendt 227.000 på ferie mod 209.000 året før. Mange af de 18.000 flere kunder valgte især arrangørens egne hoteller for familier og par i Grækenland og Tyrkiet, der tog imod flere feriegæster end tidligere år. Priserne har Star Tour holdt på samme niveau som året før.

Star Tour er en del af den nordiske Fritidsrejser gruppe, som  har opnået sit bedste resultat i firmaets historie med 692 millioner svenske kroner.

Skrevet af Flemming Juul