Mangel på flybrændstof kan blive en udfordring. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Fuelmangel: Rejseforsikring dækker ikke flyaflysning

Bliver et fly aflyst for eksempel som følge af mangel på brændstof, dækker rejseforsikringen ikke. Her skal man kontakte flyselskabet eller rejseselskabet, siger LB Forsikring.

LB Forsikring, der kalder sig Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet, får i denne tid mange henvendelser fra medlemmer. De er usikre på, om sommerens rejser bliver udfordret af brændstofmangel i flytrafikken.

Ikke mindst da situationen i Mellemøsten giver anledning til mediedækning om potentiel brændstofmangel, skriver LB Forsikring i en pressemeddelelse. Heri siger Poul Dahlgaard, chef for Rejse og Helbred i LB Forsikring:

”Vi får i øjeblikket mange opkald fra vores medlemmer. De vil gerne have klarhed over, hvordan de er stillet, hvis flyene ikke kan komme i luften på grund af brændstofmangel.

Hvis et fly bliver aflyst, inden rejsen er påbegyndt, er det ikke en situation, der er omfattet af rejse- eller afbestillingsforsikringens dækning. I disse tilfælde er det flyselskabet eller rejseselskabet, man skal kontakte med henblik på refusion for den aflyste flyvning,” siger Poul Dahlgaard.

Hotelreservationer, som kan afbestilles gratis
LB Forsikring peger i pressemeddelelsen også på, at den rejsende kan have hotelbookinger, som man ikke har mulighed for at komme frem til på grund af aflyste fly.

”Vi opfordrer til at foretage hotelreservationer, som gennem rejseudbyderen eller hotellet kan afbestilles gratis helt frem til ankomstdagen, så man ikke risikerer at hænge på udgifterne til et hotelværelse eller en lejlighed, som man ikke kan komme frem til på grund af transportudfordringer,” lyder det fra Poul Dahlgaard.

Jakob Hahn, advokat og branchedirektør for den danske rejsebureauforening Rejs, sagde forleden til Standby.dk om prisstigninger i forbindelse med dyrere flybrændstof:

”Pakkerejseloven er forholdsvis simpel på dette område: Rejsearrangøren må hæve rejsens pris med op til otte procent. Stiger prisen mere, skal kunden have mulighed for at hæve købet – og varslet kan kun ske, hvis der er mere end 20 dage til afrejse.”

Relaterede artikler:

Stort dansk rejsebureau fastlåser priserne på rejser

Rejsebureauforening vinder coronasag i landsretten mod LB Forsikring

Dyrere flybrændstof udfordrer også rejsebranchen