Fyrværkerifestival i Tivoli

Fyrværkerifestival i TivoliFor niende år i træk er der fyrværkerifestival i Tivoli. Fra Koncertsalens tag sættes fra den 26. december til 31. december fyrværkerishow i gang. I år er det med nordisk tema og udgangspunkt i farverne i de nordiske landes nationalflag.

Hvert nordisk land får sin fyrværkeridag, og fyrværkerifestivalen afsluttes med det helt store nytårsfyrværkeri på årets sidste dag.

Igen i år er det fyrværkerimester Gunnar B. Knudsen, der står for fyrværkerifestivalen. Han lover, at der vil blive masser af gisp og begejstring, når himmelen lyses op af funklende stjerner, bombetter og farverige romerlys.

”Vi vil gerne hylde vores nordiske naboer og de smukke farver, som hvert lands flag repræsenterer. Lige nu arbejder vi på højtryk for at ramme det helt rigtige match af blå, røde, gule og hvide farver, så det passer proportionalt med det enkelte lands flags farver. Jeg kan garantere, at det bliver farverigt og et helt særligt syn på himlen over Tivoli”.