Garantifond melder Lauritz.com til politiet

Birgitte Fjeldhoff.

Rejsegarantifonden har politianmeldt auktionsfirmaet Lauritz.com for i sidste uge at have udbudt et krydstogt under eget navn på auktion.

”Vi har før haft fat i Lauritz.com og forklaret, at de er registreret i Rejsegarantifonden på bestemte betingelser. De regler var de enige i.

Der kan selvfølgelig ske fejl og misforståelser, men vi kan bare konstatere, at de under eget navn har udbudt et krydstogt på en auktion sidste uge, hvilket er i strid med rejsegarantifondsloven. Derfor har vi nu politianmeldt Lauritz.com.”,siger direktør i Rejsegarantifonden, Birgitte Fjeldhoff, til takeoff.dk

Baggrund for sagen er, at Lauritz.com er registreret i Rejsegarantifonden, men kun som formidler for den tyske rejseudbyder TransOcean Kreuzfahrten, dvs. med tilladelse til at udbyde og sælge TransOcean Kreuzfahrtens pakkerejser.

Der gælder regler om forbrugerbeskyttelse mod rejseudbyderens insolvens i hele EU/EØS, og TransOcean Kreuzfahrten opfylder de tyske regler. Lauritz.com er på denne baggrund fritaget for at stille garanti overfor Rejsegarantifonden, så længe selskabet kun udbyder og sælger TransOcean Kreuzfahrtens pakkerejser.

Men i sagen fra sidste uge har Lauritz.com imidlertid udbudt og solgt en pakkerejse i eget navn, dvs. med Lauritz.com som ansvarlig rejseudbyder. Det er i strid med selskabets registreringsvilkår i Rejsegarantifonden, og derfor har fonden indgivet politianmeldelse.