Go Nordic Cruiseline, der sejler ruten København-Oslo, styrker sin kommunikation. Det sker med Anitta Petersen, hentet fra tilsvarende stilling på Strawberry-hotellerne i Københavns Lufthavn.
I sin nye stilling får Anitta Petersen titel af Corporate Communication & PR Manager hos Go Nordic Cruiseline, der sejler den tidligere DFDS-rute mellem København og Oslo.
Ruten blev sidste år for 400 millioner danske kroner købt af det svenske rederi Gotlandsbolaget, der 1. november overtog forbindelse. Efterfølgende har Gotlandsbolaget renoveret rutens to skibe, Nordic Crown og Nordic Pearl, for 275 millioner kroner.
Og fra starten af denne måned har Go Nordic Cruiseline ansat Anitta Petersen til at styrke sin interne og eksterne kommunikation. Hun kommer fra stilling som Communication & Marketing Manager for de to Strawberry-lufthavnshoteller Clarion Hotel Copenhagen Airport og Comfort Hotel Copenhagen Airport.
De to lufthavnshoteller hører under Petter Stordalens hotelkoncern, Strawberry. Tidligere har Anitta Petersen været projektleder hos PR- og kommunikationsbureauet Discus Communications.
Mange gode historier at fortælle
Efter Gotlandsbolaget 1. november sidste år overtog København-Oslo-ruten fra DFDS, er rutens daværende direktør, Kim Heiberg, stadig i spidsen. Og man har fået Kevin Helsinghof tilbage med titel af kommerciel direktør med ansvar for blandt andet salg og marketing.
I en meddelelse til Standby.dk om ansættelsen af Anitta Petersen siger Kevin Helsinghof:
”Vi er rigtig glade for at have fået Anitta med om bord. Anitta kommer med solid erfaring med kommunikation og PR samt et stærkt kendskab til rejsebranchen. Med Anitta ved roret får vores mange gode historier og fortællinger de bedste forudsætninger for at komme ud til danskerne – midt i den største transformation i rutens historie.”
Selv siger Anitta Petersen: ”Det er et enormt spændende tidspunkt at blive en del af Go Nordic Cruiseline. Jeg ser frem til at være med til at repositionere ruten. De fleste danskere har et forhold til ”Oslobåden,” på godt og ondt. Nu skal vi bygge videre på en mere end 150 år lang historie – samtidig med at både de fysiske rammer og oplevelserne ombord fornyes. Det er jo på mange måder et drømmescenarie for en kommunikatør.”
Sidste år rejste over 700.000 gæster med Københacn-Oslo-rutens to skibe på blandt andet minicruise, skiferie, storbyferie, sommerferie, konference eller teambuilding.
Relaterede artikler:
Dansk krydstogtrejsebureau forveksles med Oslo-ruten
Livsstilsekspert: Nyt navn til København-Oslo-ruten ”skal måske bruges i større sammenhæng”
Dansk brancheprofil retur til København-Oslo-ruten

STANDBY.DK Nyt om rejser


