God start på året for CPH

cphKøbenhavns Lufthavne A/S fik fremgang i antal passagerer med 13,4%. Det medførte en stigning i både omsætning og resultat før skat. CPH fastholder sine forventninger til året.

Passagertallet nåede op på 6.106.197, hvilket gjorde kvartalet til det travleste første kvartal i Københavns Lufthavns historie. Det er især den internationale trafik, der driver væksten. Den europæiske trafik steg 14,4%, og den interkontinentale steg 11,2%.

”Vi har haft en meget høj passagervækst i første kvartal. Det skyldes bl.a. markant flere udenlandske rejsende,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavne A/S.

Kvartalsregnskabet påvirkes positivt af en stærk fremgang på parkeringsproduktet som følge af flere svenske parkeringer, samt reducerede omkostninger pr. passager. Kvartalets resultat før skat, korrigeret for særlige forhold, er på 304,2 millioner kroner og dermed 24,7% over niveauet for samme kvartal 2015.

”I marts åbnede SAS en ny rute til Boston, og i december indsatte Emirates en daglig afgang mellem CPH og Dubai med en Airbus A380. Nye langruter og øget kapacitet på eksisterende ruter er med til at styrke CPH som et internationalt knudepunkt”, siger Thomas Woldbye.

Det er især selskaber som easyJet og Ryanair, der er med til at øge antallet af tilrejsende. I marts begyndte Wizz Air sin første flyvning mellem CPH og Skopje, og annoncerede en ny rute til Sofia fra juni.

CPH investerede i 2015 godt 1,1 milliarder kroner og fortsætter med et højt investeringsniveau. Der er i årets første kvartal begyndt udbygning af den centrale sikkerhedskontrol og udvidelse af Terminal 2, ligesom der er foretaget en række renoveringer af standpladser og busfaciliteter. I første kvartal investerede lufthavnen 165,0 millioner kroner.

Omsætningen for aktiviteter uden luftfart steg med 8,2%, hvilket især skyldes øget omsætning på 13,4% for parkeringsaktiviteterne. Omsætningen fra shopping centret steg med 5,6%.