Godt forsøg, Frank Jensen

Af Ejvind Olesen

 

Der er vel efterhånden ikke mange tilbage, som er i tvivl om, hvad Københavns Lufthavn betyder for hovedstaden og for hele Danmark. Hver dag kan man finde eksempler, som leder tilbage til lufthavnens store betydning.

 

Det er gået vældig godt indtil nu. Selv ind i de borgerlige partier er der flere, der mener, at staten ikke skulle have solgt sine aktier og kun at beholde 39,2 procent, og teoretisk ladet afgørende beslutninger gå til en australsk kapitalfond og en canadisk pensionskasse.

 

Indtil videre ser det ud til, at direktionen har været i stand til at styre uden om konflikter i den anledning, og lufthavnen har netop offentliggjort en ambitiøs investeringsplan, som de fleste er tilfredse med.

 

Det forhindrede imidlertid ikke i går overborgmester Frank Jensen i at gå ud med en melding om, at han godt kunne tænke sig, at København investerer og bliver en langt mere aktiv ejer end staten har været siden frasalget. Det er nu heller ikke svært. Vi har hørt uendeligt lidt såvel fra en borgerlig regering som fra ministeriet om, hvad man mener om lufthavnen, flytrafikken og fremtiden. Hvis man da mener noget overhovedet.

 

”Siden salget er staten blevet en passiv ejer, der synes jeg er stærk beklageligt,” sagde Frank Jensen i går til Børsen, og han lover, at hvis kommunen bliver medejer vil man gå anderledes aktivt til værks.

 

I dagens løb fik han en kold afvaskning fra finansminister Bjarne Corydon i Politiken. ”I en situation, hvor vi har meget store underskud i de offentlige finanser, er opkøb af virksomheder ikke det, der står først på regeringens dagsorden. Jeg ser ikke lige for mig, at vi skulle forsøge til at tilbagekøbe Københavns Lufthavn,” lød svaret.

 

På Københavns Rådhus støtter SF Frank Jensen og foreslår, at man flytter investeringerne i en stribe private selskaber ud til lufthavnen, hvis og når australske Macquaire vil sælge resten af sine aktier.

 

Fra alle sider understreges det, hvor meget en stor velfungerende lufthavn betyder for en storby. ”Det er ufattelig vigtig, at vi har en velfungerende lufthavn med et fintmasket rutenet,” siger formanden for Copenhagen Capacity, direktør Peter Højland, selv fhv. SAS-direktør.

 

Samme toner lyder fra adm. direktør Arne Bang Mikkelsen, Bella Center. ”Vi kan se, når vi er oppe mod andre byer om store kongresser, så er vinderen altid fra en by med mange direkte ruter. Non stop forbindelser er meget højt værdsatte i det globale erhvervsliv.
Derfor er vi meget opmærksomme på, hvad der sker med Københavns Lufthavn. Hvem der skal eje eller ikke eje er ikke min bekymring, blot vi følger med, og helst holder os i front som førende i forhold til Stockholm, Oslo og Helsinki. Det mener jeg klart, vi gør i dag. Jeg synes, det er godt, at overborgmesteren bekymrer sig om udviklingen.”

 

Frank Jensen vil heller ikke sælge SAS. Det vil regeringen heller ikke. Den ved det bare ikke selv endnu. Det gjorde den heller ikke med betalingsringen

 

Debatten om statslig indflydelse i både Københavns Lufthavn og i SAS vil rulle videre. Hvad mener du?

Skrevet af Ejvind Olesen