Indtjeningen i det britiske flyselskab endte på godt otte mia. danske kr. efter en fremgang på hele 45 % i sidste regnskabsår.
Selskabets topchef, Willie Walsh, betegner resultatet som ”fremragende” og fremhæver især væksten i antallet af forretningserejsende på selskabets Atlantruter som en medvirkende årsag til resultatfremgangen. Ifølge epn.dk er BA’s business class trafik steget små fem pct. og har dermed sendt selskabets driftsoverskud op på 10 % af omsætningen, den højeste indtjeningsmargin nogensinde i British Airways.
Selv hos BA har roserne dog torne, og selskabet advarer investorerne om, at det bliver vanskeligt at følge den indtjeningsmæssige succes op med det nuværende prisniveau på flybrændstof. Også den økonomiske opbremsning i USA kan påvirke negativt, hedder det, ligesom de talrige forsinkelser og aflysninger i slipstrømmen på den kaotiske T5-åbning formentlig vil afspejle sig i det fremtidige resultat.

STANDBY.DK Nyt om rejser

