Godt resultat for Primo Tours

Henrik Søndergaard og Bjarke Hansen.

Rejsearrangøren i Ringkøbing præsenterer et overskud for 2012 på 2,8 millioner kroner, hvilket betegnes som meget tilfredsstillende.

Primo Tours blev startet i 2010 af Henrik Søndergaard, der kom fra Bravo Tours og Bjarke Hansen, med en fortid som direktør i Højmark Rejser.

“Regnskabet lever til fulde op til vores budgetter, og vi er nu foran vores egne forventninger med hensyn til udviklingen”, fastslår Bjarke Hansen.

”Det var ingen nem opgave at starte rejsebureauet, men det er lykkedes at skabe fundamentet for et solidt charterbureau, der i 2012 sendte mere end 20.000 danske chartergæster til destinationerne ved Middelhavet”.

”Resultatet skyldes ikke mindst en flot indsats af medarbejderne,” siger Henrik Søndergaard. ”Vi er en lille og fleksibel organisation, som hurtigt kan ændre kurs i forhold til gæsternes ønsker og forventninger. Vores medarbejdere har taget et stort slæb for at få ting til at lykkes, så vi kan fremvise et meget tilfredsstillende regnskab – og så vi tør tro på, at de positive regnskabstal vil fortsætte i 2013”.

Primo Tours satser på det velkendte charterkoncept – kombineret med nye tiltag. Senest har Primo Tours anceret en jordomrejse på 43 dage – 5 kontinenter – 1 fly.