Godt tilbud fra Lars Larsen

Lars-Larsen EVENT: Når man er i stand til at stable et så stort og internationalt golfarrangement op som Made in Denmark med start i morgen i Himmerland Golf Klub, så har man fortjent ros. Hans slags kunne dansk turisme bruge flere af.

Af Ejvind Olesen

Lars Larsen er en kendt mand i den danske rejsebranche, blandt andet fordi han fra 1990 og en halv snes år frem satte mellem 200 og 300 mio. kr. til ved at starte Larsen Rejser, men han gjorde det uden at gny. En overgang var det, som om han befandt sig bedre på rejser ude i verden end hjemme blandt dyner og vaflede karklude.

Senere er både hans forretning og hans golfinteresse vokset betydeligt. Så meget, at han igen tør satse og ser ud til at skulle få en velfortjent succes med et kæmpe arrangement fra i morgen til søndag på Himmerland Golf & Spa Resort, hvor nogle af Europas bedste professionelle kommer – og bortset fra en enkelt også alle danske topspillere.

Det ser ud til, at man kan komme op på over 50.000 tilskuere. Og det er vel at mærke golf, der er tale om. Ikke just den bedste publikumssport. Der er næsten to mio. kr. til vinderen af turneringens fire runder (72 huller) og masser af TV-transmission. Hotellerne i Aalborg og i nærområdet ser ud til at være udsolgt, og en række sponsorer bakker op.

Det kunne være næsten fristende at sammenligne et sådant privat initiativ med et, vi lige har oplevet med Melodi Grand Prix i København. Men godt for Himmerland, for Jylland og for Danmark. Flere af hans slags i dansk turisme, tak.