Det kan være ruinerende at tage til udlandet uden en rejseforsikring. PR-foto: Gouda Rejseforsikring.

Gouda: Hver fjerde til udlandet uden rejseforsikring

Ny undersøgelse fra Gouda Rejseforsikring viser, at hver fjerde dansker tager til udlandet uden rejseforsikring. Gouda har skrækhistorie fra i år, hvor uforsikret dansker endte med millionregning.

Udgifterne til sygehus, medicin og lægehjælp i udlandet kan løbe op i ekstremt store summer. Det måtte en dansker erfare, da vedkommende endte med en regning på over én million danske kroner i forbindelse med et sygdomsforløb på sin ferie.

Det skriver Gouda Rejseforsikring i en pressemeddelelse. Og det er en risiko, rigtig mange danskere løber, når de tager på ferie uden rejseforsikring. En ny undersøgelse viser nemlig, at hver fjerde dansker rejser uden rejseforsikring, oplyses det.

Undersøgelsen er lavet af Kantar Gallup for Gjensidige og Gouda Rejseforsikring blandt 1.009 danskere i februar og marts.

I undersøgelsen siger 75 procent, at de har rejseforsikring; 30 procent har afbestillingsforsikring; 46 procent husker det gule sundhedskort, 75 procdent det blå kort, mens 30 procent har en personlig ansvarsforsikring (gennem indboforsikringen eller købt separat)

Uoverskuelige situationer
Hvert år får Goudas alarmcentral henvendelser fra uforsikrede rejsende, der er endt i så store problemer på deres ferie, at de har brug for hjælp. Dette var også tilfældet, da en uheldig dansker i begyndelsen af i år endte med en regning på over en million kroner.

Louise Hertzum Andersen, chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring, siger i pressemeddelelsen: ”Vores alarmcentral er altid klar til at hjælpe vores kunder, men enkelte gange hvert år får vi henvendelser fra folk, der ikke er forsikrede.

Hvis vi har kapacitet til det, hjælper vi naturligvis. Det er ofte tale om situationer, der er uoverskuelige for den rejsende, og hvor vedkommende ender med at stå med en sandsynligvis meget stor regning, de selv hæfter for,” siger hun.

Gennem sit internationale netværk af leverandører af eksempelvis medicinske ydelser, transport, lokal assistance og lignende, er det muligt for Gouda at sikre hjælp til nødlidte danskere i udlandet til priser, der er væsentligt under dem, man kan få som privatperson, lyder det fra Gouda.

 

Relaterede artikler:

Feriegæster ventede forgæves i tre uger

Rejsebureauforening savner afklaring fra forsikringsselskab

Gouda ”rydder op i forretningsprocesser”