Grønne fly bliver forsinket

Det betyder blandt andet, at SAS må revurdere sin klimastrategi, som lyder på en CO2-reduktion på 20% i 2020, skriver business.dk.

 

SAS havde regnet med at skifte til grønne fly fra 2015, men nu ser det ud til, at flyene næppe er klar før 2020 og det betyder problemer for det skandinaviske flyselskab, som havde regnet med at benytte de gamle fly lige til de kunne udskiftes med de nyere grønne modeller.

 

Hos Airbus venter man først de grønne fly klar ved udgangen af det næste årti, hvor det er afløseren for A320, der virkelig får betydning for CO2-udledningen, som nedsættes til det halve. Tilsvarende meldinger kommer fra Boeing, selv om branchen har regnet med nye klimavenlige fly mellem 2012 og 2015.

 

SAS har stadig en betydelig flåde af MD80ere, som skulle udskiftes med den nye type grønne fly, og selskabet ønsker ikke at udskifte dem inden de grønne fly er på markedet.

 

23 ældre fly tages ud af drift her og nu som led i nedskæringerne, mens de øvrige ældre MD80 og Boeing 737 efter planen skal udskiftes mellem 2014 og 2020.

 

Med de seneste meldinger fra Airbus og Boeing kan det være, at SAS i højere grad vil satse på de nye flytyper fra Bombardier, som kommer på markedet i 2013-2014.

Skrevet af Flemming Juul