Grønne hoteller og konferencecentre danner alliance

Baggrunden for etableringen af Better Climate Accommodations er, at der efterhånden findes en del hoteller og konferencecentre i Danmark, som seriøst arbejder på at tage et miljøansvar og skabe en miljø- og klimavenlig drift, hedder det i en pressemeddelelse fra foreningen.

 

Ved at stå sammen i en forening/alliance kan disse hoteller og konferencecentre opnå større synlighed og gennemslagskraft overfor de ”grønne” indkøbere og samtidig være en attraktiv samarbejdspartner for de mange delegationer som VisitDenmark forventer til Danmark de kommende to år.

 

”Klima- og miljøvenlighed skal være Danmarks varemærke også når det gælder hoteller og konferencecentre. Vi har gennem de sidste mange måneder arbejdet intenst på at få etableret Better Climate Accommodations og er stolte over, at det nu er en realitet med foreløbig 7 stiftende medlemmer”, siger den nyvalgte formand Claudio Scalamonti.

 

En af foreningens første tiltag bliver et medlemskab af EnergyTours, som VisitDenmark er ved at etablere, og som vil samle leverandører fra den danske rejsebranche og besøgssteder for klima- og energiløsninger i et netværk, der før, under og efter FN’s klimatopmøde i København i december 2009 vil tage sig af de mange udenlandske delegationer.
De 7 stiftende medlemmer i Better Climate Accommodations er: Hotel Svendborg (Svendborg), Hotel Frederik d. II (Slagelse), Byggecentrum Kursuscenter (Middelfart), Ferskvandscentret (Silkeborg), Gl. Skovridergaard (Silkeborg), Pharmakon (Hillerød) og Schæffergården (Gentofte).

Skrevet af Webredaktionen