Antallet af turister, der besøger Grækenland, ventes i år at overskride 30 millioner grænsen til gavn for landets kriseramte økonomi og for beskæftigelsen.
Middelhavslandet forventer at tiltrække flere turister, bl.a. fordi de viger bort fra andre populære feriedestinationer som Tyrkiet og Egypten på grund af politisk uro og delvist også fra Spanien på grund af voldsomt stigende priser.
“Siden 2015 har vi undgået større strejker og der er ingen terrorangreb her, så folk kan føle sig sikre”, siger Dimitris Skalidis, som driver tre hoteller på Peloponnes, til det tyske pressebureau DPA.
Hertil kommer, at antallet af bådflygtninge til de græske øer Lesbos og Chios, der belastede landet i sær i 2015, er aftaget betydeligt efter EU indgik aftalen om migranter med Tyrkiet for et år siden.
Turismen genererede salg på omkring 13 milliarder dollars i 2016 og det tal ventes at stige med 50% i år, lyder det fra turistministeriet.
Samtidig vorventer den græske regering betydelig vækst i antallet af ansatte i turismebranchen. Selv om mange af disse stillinger er sæsonbetonede, betyder det en stor lettelse for landet, hvor arbejdsløsheden er over 23%.
For at sikre staten en betydelig andal af den øgede turisme, er momsen i hotel- og restaurationsbranchen sat i vejret fra 13 til 24%.