Grækenlands turisme lider under flygtningepresset

apollo grækenland ferieTURISME: Alligevel er antallet af turister steget i år, men der er områder, som har lidt slemt og frygter næste sæson, siger turistminister.

Næsten 20 procent af det græske nationalprodukt kommer fra turisterne. Heraf en meget stor del på de små og store ferieøer. De samme øer, hvor tusinder af flygtninge og migranter lander i skrøbelige gummibåde. Det har især sat sit præg på Lesbos og Kos.

”Vi er sårbare, og vore hoteller og feriesteder frygter udviklingen. Derfor håber vi, EU vil vise sig i stand til at løse problemet, inden næste højsæson,” siger turistminister Elena Kountura.

”Antallet af udenlandske turister er steget, tror vi, men det er svært at få et overblik samtidig med de mange flygtninge, så de endelige tal kender vi ikke endnu. Men jeg er imponeret over al den venlighed og hjælp, turisterne ude på øerne yder over for flygtninge og vores lokalbefolkning,” fortsætter hun.

Mere skeptisk er guvernøren for Agean Øerne med Lesbos i front.

”De fleste lokale beboere på øerne lever af turisme. Det er ikke blot hotellerne, og vi er hårdt ramt. Nu er det på tide, at Europa kommer os til hjælp, vi kan ikke løse det her alene,” siger George Xatzimarkos.

Fra Danmark ser det ikke ud til, at man nærer de samme betænkeligheder. Således har Spies for længst meddelt, at man opretholder samme trafik som i år til Lesbos, og at mange frivillige hjælpere vil være med til at fylde flyene.