Græsk flyselskab åbner på Cypern

aegean airlines airbusFLYSELSKABER: Få dage efter Cyprus Airways gik konkurs, melder det græske Star Alliance-medlem Aegean Airlines, at man sidst i marts starter en base på Middelhavsøen. Basens fire fly skal betjene 14 lufthavne i Europa og Grækenland med 1,5 mio. flysæder om året.

EU sagde forleden nej til ny statsstøtte til Cyprus Airways, hvorefter flyselskabet gik i betalingsstandsning. Ud over Ryanair havde også græske Aegean Airlines vist interesse for at overtage det skrantende flyselskab – uden at det blev til noget konkret.

Men i kølvandet på lukningen af Cyprus Airways, der havde ca. 10 pct. af trafikken til og fra middelhavsøen, meddelte Aegean i går, at det fra starten af sommertrafikken sidst i marts åbner base i Lanarca-lufthavnen med fire Airbus A320, herfra vil det flyve til 14 lufthavne i Grækenland og syv lande. Aegean indsætter bl.a. flere flyvninger end det har i dag fra Athen og Thessaloniki, der kommer også en ny rute fra Athen til Paphos på Cypern.

Ligeledes kommer der flyvninger fra Lanarca til Kreta (Heraklion) og Rhodos samt sommerruter til Mykonos og Santorini.

Udenrigs vil Aegean flyve fra Cypern til London Heathrow, Paris, München, Rom og Zürich – ligesom der kommer ruter til Israel, Kiev og Beirut.

Samlet flyver Aegean, der også betjener Athen-København, i år til 134 lufthavne i 43 lande og udbyder 15 mio. flysæder, to mio. flere end sidste år. Aegean har foreløbig 56 fly fra Airbus Α320-familien.