Grand Prix regnskab til bundkarakter

melodi grand prix 2014, foto Andres Putting (EBU

Foto Andres Putting (EBU)

TORSDAGSKLUMME: Der er ikke undskyldning for, at regne 70 mio. kr. forkert, som det åbenbart er sket i København med Melodi Grand Prix. Undskyldningen bør sendes til Herning, som burde have haft arrangementet. For jyder kan godt regne.

Af Ejvind Olesen

Nej, vi har ikke glemt det miserable regnskabsresultat for afviklingen af Melodi Grand Prix i København. En foreløbig opgørelse tyder på, at det har kostet arrangementet i København (med gruppen som stod bag bl.a. kommune og Wonderful Copenhagen) 100 mio. kr. i stedet for kalkulen til 30 mio. kr.

Vel, der kan findes forklaringer på en behersket overskridelse, men slet ikke i den størrelsesorden. Selvfølgelig er EU også indblandet. Hvad ellers? Med et krav om, at lokaliteterne ved det nedlagte skibsværft, skulle føres tilbage til det oprindelige før begivenhedens afvikling – af konkurrencehensyn!

Sådan noget undersøger man på forhånd. Dernæst siger man til produktionsselskabet, at her stopper det, når kravene bare vokser. Samtidig siger man til Danmarks Radio: ”Betal selv, hvis I ønsker mere. Eller find et andet sted.”

Er det så enkelt? Nej, selvfølgelig ikke. Kontrakten er lavet af amatører, som heller aldrig har hørt om, at rør og bygninger går i forfald, når de ligger hen i flere år uden at blive brugt.

Når sommerferien er forbi, får vi måske en tilbundsgående forklaring. Ellers kan vi jo aldrig have tiltro til, at Danmark kan påtage sig store begivenheder uden voldsomme fejlkalkulationer.

Og så alligevel! For der var jo Herning. Jeg indrømmer gerne, at jeg også argumenterede for København, primært på grund af manglende hotelkapacitet i Herning og omegn (nogle skulle op til 100 km. væk for at få hotelindkvartering).

Men i Herning taler man rent ud af posen. Det kan I få, det kan I ikke få, og det koster så og så meget.

Det kan godt være, at det ikke var blevet helt så pompøst, men selve turistreklamen med de mange indslag af solisterne, rejste DR selv ud og filmede i de pågældende lande i stedet for at presse det ind i danske motiver. Og indenfor i Boxen skulle det nok være blevet lige så flot.

Undskyld Herning, fordi vi troede, vi kunne i København. Vi kunne have sparet 70 mio. kr. hos jer. For jyderne kan nemlig også regne.